tirsdag den 30. august 2016

Mere Grønland

Når en af hjemmestyrets håndgang kvinder blander sig i debatten om bloktilskud, men på den selvinkriminerende måde, så er det altså for fristende - og for nemt - at svare usagligt tilbage.

http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/149377/artikel.html

torsdag den 25. august 2016

Oversikkerheds-formynderi.

Prøv lige at forestille dig, at man som rejsende kunne vælge mellem at flyve med 2 forskellige selskaber med hvert sit sikkerhedsniveau:

Det ene med hele svineriet, hvor man står i kø, smider sko og bælter, tæller millilitre shampoo, konfiskerer lommeknive, forbyder fotografering i miles omkreds og alt muligt andet petitesserytteri. 

Det andet med et overfladisk forsøg på at finde større håndvåben.

Hvilket flyselskab tror du så, man ville vælge? Jeg er ikke i tvivl.

Og så er det, at jeg bliver så ukristeligt irriteret over hele tiden at få at vide, at "det er for jeres egen skyld, vi er nødt til at gøre det".  Irritationen opstår for det første, fordi det altid er lidt nedladende, når andre tillader sig at mene, at jeg ikke selv kan finde ud af, hvad der er bedst for mig. Og for det andet, fordi deres postulat er så åbenlyst forkert.

Når tanken er værd at skrive om, så er det også fordi, eksemplet kan bruges til at vise, at der er 2 muligheder for en liberal argumentation. 

Den normale er den økonomiske, som vi alt for nemt forfalder til. Omkostningerne ved sikkerhedscirkusset er nemme at påvise. Mængden af tid og andre ressourcer brugt på det i forhold til udbyttet af det øgede sikkerhedsniveau er enorm. Ganske vist svarer fortalerne altid, at vi ikke kan vide, hvor mange angreb det har forhindret. Men det er nok ikke helt korrekt. Man kan  godt sammenligne med niveauet før i tiden, i andre lande, hvad der ellers finder sted af terror etc.

Men der er altså også den vanskeligere moralske argumentation. Den med at vores samfund bygger på respekten for, at det enkelte menneske langt hen ad vejen selv kan træffe beslutninger om sit eget liv. Den tankegang er nøje knyttet sammen med en forståelse af, at mennesket er et socialt væsen, og derfor nødigt træffer valg, som skader andre. Og den er knyttet sammen med liberalismens kernetanke, at selv når vi træffer valg, som udelukkende er til gavn for os selv, så viser det sig magisk nok, at de også er til gavn for andre.

De 2 argumentationsformer supplerer hinanden - og de kan godt ses som varianter over samme tema - men den moralske er vigtig, fordi socialister i alle lejre dybest set kun lader sig rokke i deres overbevisning af den type synspunkter.

tirsdag den 23. august 2016

Debattonen er ikke altid slem

Dagen brev i Berlingske 22. august 2016:

http://www.b.dk/din-mening/forargelsens-fangarme

Men det er nu mest et opkog af gamle tanker, om at debattører lidt selv bestemmer om de får Mere tak end utak.

mandag den 8. august 2016

Den spanske Borgerkrig - En lidelseshistorie

Den spanske borgerkrig udløste lidelser i ubeskriveligt omfang, navnlig i Antony Beevors udgave deraf, som udover hhv. nationalisters og republikaneres gensidige grusomheder også nedkalder en hård skæbne over bogens læsere.

Det er muligt, at bogen er oversat til masser af sprog, at den er solgt i ufatteligt mange eksemplarer (Ellers havde jeg nok ikke kunnet købe den i Føtex), og at han derudover har et stort forfatterskab bag sig. Men alt det er blot hule autoritetsargumenter, der kommer til kort, hvis man rent faktisk overtaler sig selv til at læse i bogen.

Med andre ord: Dette er ikke en boganmeldelse, det er en anmeldelse af et psykisk overgreb på intetanende læsere. Og det varer i henved 470 tæt, tæt trykte sider, hvorefter man endelig kan finde lise i yderligere 70 sider noter og registre.

Emnet er ellers godt nok, blandt andet fordi den spanske borgerkrig er et eksempel på, at sejrherren ikke har fået lov til at skrive historien. På intet tidspunkt i min barn- og ungdom har jeg set nogen forsvare Francos handlinger. Jeg har i øvrigt heller ikke selv tænkt mig at gøre det. Men det er da værd at tænke over, hvorfor taberne skrev historien.

Francos side står tilsyneladende for de fleste af de mange meningsløse overgreb. Men den republikanske regering er nu ganske godt med. Og afhængig af tid og sted er der tale om overgreb på modstandere, konkurrenter og tilfældige personer. Kun i Somalia vil man kunne finde noget, som er tilsvarende ustruktureret.

For somme tider viser det sig, at den republikanske side i virkeligheden ikke er én side, men en løs alliance af indbyrdes stridende klaner. Og den anden side er heller ikke helt uden indbyrdes gnidninger. Altså en situation hvor den mest brutale har de bedste kort på hånden.

Ofte er det vel ofte sådan, at den svageste part forsøger at kompensere for sin svaghed ved aggression og brutalitet. Og i udgangspunktet må Franco opfattes som den svageste. Det ligger i ordets etymologi, at et kup skal have øjeblikkelige resultater. Det lykkedes ikke, og så blev borgerkrigen et kapløb om at være værst.

Det lykkes ikke for Beevor.


"Hvad er historie?" er et ofte gentaget spørgsmål, som der er skrevet mange værker om. Jeg skal ikke kaste mig ud i at besvare det spørgsmål, men blot give nogle enkelte bidrag til, hvad historie ikke er. Det er ikke en gengivelse af samtlige menneskets handlinger og tanker siden tidernes morgen.

Men Beevor lader til at mene, at det er gengivelse af anekdotiske detaljer, som gør historien levende for os. Hans detaljer er dog med kildeangivelser, deraf det usædvanligt store antal noter. I et vist omfang er det fortælleteknisk effektivt at hænge dele af historien op på detaljer. Men der er dog grænser. Og de grænser overskrides på hver eneste side. Er element af syntese er nødvendigt, og det skal man lede en del efter.

Samtidig kommer han til tider med brede udsagn - eksempelvis om den spanske hjemmehærs manglende kvaliteter - og der kunne man godt savne en underbygning i teksten. Det virker altså jævnt hen ujævnt.

Faktisk så slemt, at jeg næppe når til bogens slutning.

Hertil kommer et massivt savn af et ordentligt kort over Spanien. Hvor ligger Katalonien, Navarra, Baskerlandet og de andre landsdele, han henviser til? Et enkelt lille kort viser amter med tilhørende hovedbyer, men altså ikke landsdele. Mon ikke andre læsere er lige så uvidende som jeg. Det plejer de at være.

Den danske udgave.


Forfatteren kan man ikke klandre for de fejl og mangler, der skyldes oversætteren og den danske redaktør. Men det vrimler med anglicismer, både ord og sætningsbygning. En væsentlig del af oversætterens kunst er at beherske sig og lige præcis ikke oversætte "intention" og "sector" med intention og sektor, når man ved blot et øjebliks eftertanke godt kan se, at der bør stå hensigt og afsnit. I sig selv er det småting, men djævelen - og navnlig hans modsætning: det guddommelige - bor i detaljen.

Hertil kommer, at en oversætter skal have en temmelig stor paratviden både generelt og om emnet. Når man oversætter værker, der blandt andet berører Spaniens kolonikrige i Marokko, så er det beskæmmende, hvis man ikke kender rifkabylerne. At oversætte dem som riffian-stammerne er topmålet af anglicisme.

Sammenfatning.


Rør ikke den danske udgave med en ildtang, og hvis man læser den engelske, skal man nok være sikker på at have et sommerhus, som den efter endt læsning kan deponeres i.

Antony Beevor: Den spanske Borgerkrig, Lindhardt og Ringhof, kr. 149.


lørdag den 6. august 2016

Forkert præmis for grundskyldsdebat.

Der er stort set ingen grænser for, hvor ofte man kan høre denne eller hin økonom udtale, at et loft over stigningen i ejendomskatten i de store byer bare vil føre til stigende priser på ejendommene.

Synspunktet er det såre simple, at en køber har et vist beløb til rådighed til betale for sin bolig. Om han betaler det som skat eller i form af ydelser på realkreditlån er sådan set ligegyldigt. Så når skatten falder, vil han have råd til at afdrage et større lån, og derfor stiger priserne.

Dette er ubestrideligt rigtigt.

Men man skal bare huske at starte sin tidslinje det rigtige sted. Sagen er jo, at grundværdierne i de større byer i mangfoldige år - bortset fra den allerseneste vurdering - har været stedse mere tydeligt undervurderede. Hvis man forestiller sig 2 helt ens huse i hhv. et udkantsområde og et attraktivt bykvarter, så skal hele prisforskellen skyldes beliggenhed, altså jordværdi. Og i så fald er jorden i byerne stadig sat alt, alt for lavt.

Og under etagebebyggelse endda helt grotesk for lav.

Men det må netop betyde, at de nuværende ejere har købt til relativt høje priser. Og hvis vurderingerne af jorden bringes op på et realistisk niveau, så vil de nuværende ejere bestemt ikke få gevinster, men derimod realisere et tab.

Og det er jo et helt andet perspektiv.

Det er dette, der sker de steder, hvor den seneste vurdering har ført til konstante stigninger på 7 % årligt - altså væsentligt mere end inflationen.

fredag den 5. august 2016

Bedre skatteregler for forældrekøb.

 Hele hurlumhejet med forældrekøb skyldes dårlige regler. Ikke dårlige skatteregler, men derimod en dybt uhensigtsmæssig lovgivning om lejeregulering, boligstøtte samt en hel hær af anden boliglovgivning.

Alle disse markedsforvridninger bliver så ricochetteret over i skat. Hvis ikke boligmarkedet var forvredet, så ville der ikke opstå forældrekøb i nævneværdigt omfang og slet ikke forældrekøb motiveret i skattereglerne.

At få ændret boliglovgivningen er nok den mest ørkesløse kamp, man kan begive sig ud i. Der er langt mellem snapsene, navnlig fordi de borgerlige partier helt har opgivet kampen. Man ser aldrig en borgerlig partileder sætte en boligpolitisk dagsorden; den slags har han folk til, for han tror ikke, at han kan vinde.

Men man kan altså relativt nemt løse de skatteretlige problemer ved forældrekøb ved at anvende velkendte principper og regler. Når en virksomhed aldrig har udsigt til overskud, så kalder man den traditionelt for en “hobbyvirksomhed”, og så gælder der det enkle princip, at ejeren aldrig kan få flere fradrag i virksomheden, end han har indtægter. Virksomheden kan gå i nul, men ikke få tilskud til at dække underskuddet.

Overskydende renteudgifter bør ved forældrekøb kunne fratrækkes efter de almindelige regler, så de har ca. 30 % skatteværdi. Ellers opstår der nogle omgåelsesmuligheder.

I så fald er der ikke længere et grundlag for misundelse. Hvis forældre vil støtte deres børn, så kan de gøre det, men de gør det for deres egne penge

Jens Frederik


Dette opslag - bortset fra næstsidste afsnit - blev bragt som Dagens brev i Berlingske 4. august 2016, Tidligere har jeg skrevet et par andre opslag om forældrekøb, de er:
Forældrekøb - er det godt for barnet?
Forældrekøb - hvor længe bliver fidusen ved?

torsdag den 4. august 2016

Forældrekøb - er det godt for barnet?

Udover at beskæftige mig professionelt med at ordne forældrekøb for folk og analysere de skattepolitiske aspekter, så har det gennem mange år optaget mig, hvordan det påvirker forholdet mellem forældre og børn, og om det af psykologiske årsager er en god idé. Og jeg har længe haft en skitse til dette opslag liggende.

Igår havde jeg så fornøjelsen af at snakke med 2 kloge kvinder med en enorm viden om forholdet mellem forældre og børn, Marie og Nina, om det, og på blot 4 minutter havde de tilført det flere facetter, end jeg selv var kommet på i løbet af 10 år. Man skal altså somme tider sætte pris på folks faglighed.

Men det gør til gengæld behovet for at sætte tankerne ned i en tekst større, om end det må ske med det forbehold, at jeg er ude på dybt vand.

Mine betænkeligheder har gået på, at forældrekøb meget nemt kan fastholde barnet i en situation, hvor forældrene fortsat har magt over barnet, og hvor man derfor forlænger pubertetens frigørelsesproces og konflikter. Dertil kommer at man udover konflikterne om holdninger og personlig adfærd kan skabe sig nogle yderligere regulære økonomiske konflikter. 

Somme tider vil konflikter af den ene type nok også blive projiceret over i den anden. Det er jo en del nemmere at skælde ud over manglende indbetaling af husleje end at give udtryk for kritik af barnets valg af ny kæreste - for nu at digte et eksempel. Og den form for projicering kender vi jurister fra så mange andre af livets forhold; skilsmisser og dødsboer er de klassiske eksempler. Og vi jurister ved også, at de alt for let går i hårdknude.

Men lad mig lige vende tilbage til det grundlæggende problem. Barnet - og jeg orker ikke bruge eufemismer om den unge etc. - er i en frigørelsesproces. Processen er nødvendig og jo bedre den lykkes, desto bedre er barnet rustet til sit voksenliv. Som led i frigørelsesprocessen skal der afprøves en hel masse muligheder. (Ikke oprør, for det tror jeg ikke, vi gør, men testning af om de overleverede grænser også er rigtige.) Det betyder, at livet bliver meget ustabilt. Bekendtskaber og kærester skiftes ud, uddannelse skal vælges og vælges om igen, ansvar for egen økonomi og en hel masse andet som ikke behøver opremsning.

Det siger sig selv, at når en bolig skal købes og betales af far og mor, så får de også en betydelig indflydelse på valget af boligen. Jo vanskeligere det er at finde andre metoder til at skaffe sig en bolig, altså jo mere fremtrædende forældrekøbet er i barnets bevidsthed, desto større indflydelse til forældrene. Det gælder pris, beliggenhed, indretning og alle de andre parametre som indgår i et valg.

Men alle de behov og ønsker er nøjagtig lige så omskiftelige som ens livssituation. Ny kæreste, udlandsophold og alt muligt andet kan gøre, at de møjsommeligt afstemte forventninger bare er skredet. Og så skal man gennem en tilpasningsproces - som altså også kan betegnes: Konflikt.

Men denne gang har den også økonomiske konsekvenser. Lad mig digte et eksempel. Når lille Victor flytter hen til Amalie (som i øvrigt aldeles ikke har forståelse for, hvor vigtigt Victors studium er for ham!), så står lejligheden tom. Så må den enten sælges eller lejes ud. Salg koster mange penge, ganske ofte mere end lejligheden er steget i friværdi i ejerperioden. Udlejning er et juridisk hasardspil, som kan gå gruelig galt.

Det var ikke det, nogen af parterne ønskede. Det er vist blandt de få sikre fakta i de sager. Forældrene ønsker at hjælpe barnet, og barnet vil gerne modtage støtte i livet - også gerne en håndgribelig, kontant, praktisk støtte udover kærlighed m.m.

Køb af bolig er imidlertid ikke den eneste måde man kan give støtte på. Det er blot en metode, som ved et sammenrend af tilfældigheder er blevet særligt begunstiget med offentlig støtte til både barn og forældre. Og dermed får den tilsyneladende flere fordele end andre muligheder.

Alternativet er jo at låne barnet af sit overskud, enten som et kontant lån eller som en mere eller mindre fast ydelse. (Hvis man skal undgå konflikter er klippefast nok at foretrække.) Så må barnet selv vælge om pengene skal gå til bolig, rejser eller udskejelser. Og barnet må selv tage konsekvenserne af sit valg. På forhånd kan det godt tage sig ud som om, den model er forbundet med flere risici end et godt og sikkert køb af fast ejendom, som stiger i værdi og ikke kan forskertses ved et tarveligt levned. Men er det nu også en realistisk vurdering?

Det er i den retning mine tanker har gået. Og det fandt da også så megen genklang hos de 2 professionelle, at min beskrivelse nok er blevet lidt tydeligere af at høre dem bifalde det. Men de havde mere at sige.

Marie var den, som lå fjernest i tankegang. Hendes helt instinktive reaktion var, at hun havde oplevet en forældrekøbt lejlighed som et ubetinget gode. Nina derimod havde ikke boet i en forældrekøbt lejlighed, hun har derimod stillet den til rådighed for sine børn.

Det spiller måske lidt ind, at ingen af dem tilsyneladende er løbet ind i de problemer, som en jurist altid synes dominerer horisonten - selv når solen skinner klarest. Men omvendt er de begge kloge nok til at kunne forudse en del problemer.

Og for Marie havde den forældrekøbte lejlighed lettet overgangen til at fungere som en ansvarlig voksen. At Maries eventuelle udskejen med hensyn til enten larm og ballade i lejligheden eller manglende betaling af regninger ville resultere i henvendelser til forældrene, syntes hun havde sat nogle gode grænser for hendes adfærd, og at videreføre den adfærd i sit senere voksenliv har hun fundet naturligt og nyttigt.

Ninas bemærkninger til mig var mindre personlige for hun var sådan set enig i, at mine synspunkter lå i naturlig forlængelse af de typiske holdninger om at børn tidligst muligt skal lære selvstændighed og drage deres egne erfaringer. (Dermed fik hun jo så indirekte sagt, at mine tanker ligger solidt indenfor de fantasiløse baner, som en gennemsnitlig jurist vil tænke i. Tak, Nina!)

Men så tilføjede Nina, at når vi ser på andre lande og kulturer, så er det dominerende billede en noget anden holdning til familiens betydning på tværs af generationer. Så det er jo ikke sikkert, at den fremherskende holdning i lille Danmark er den eneste rigtige. Og det er end ikke sikkert, at danskerne i praksis efterlever holdningerne på parnasset. Den kunne man så lige tænke over. Det er lidt som at være en måne, der altid har studeret jordens gang, og så pludselig opdage, at den dersens jord også drejer om noget.

Jeg er ikke helt færdig med at tygge på den, så jeg har ingen konklusion, Men sådan set er det også irrelevant. Det væsentlige er at viderebringe noget at tænke over og helst så meget, at det ikke blot skaber yderligere forvirring. Hvis der er et budskab, så er det nok: Tænk dig om, træf dit valg, og lev så med de konsekvenser, som følger af valget. For alt i verden, forsøg ikke at få det bedste af alle muligheder - det er som vanligt selvmodsigende.