torsdag den 15. september 2016

Nattelarmen og svineriet i København er EUs skyld.

Debatten om nattelarm og svineri i det indre København savner kun en ting, nemlig at nogen skyder skylden på EU. Alt ondt plejer at være EUs skyld. Og når det drejer sig om støj i byen, så er det for en gangs skyld ikke helt forkert.

For hvorfor er der er mere larm i gaden end for blot 10-20 år siden? Antallet af værtshuse er steget, men så længe folk sidder indenfor på et værtshus, larmer de ikke på gaden. Forskellen er imidlertid lige præcis, at de ikke længere sidder inde på værtshusene, og det skyldes rygeloven, der udspringer af et EU-direktiv. Vi ved allesammen, at i ethvert selskab er rygerne de morsomste, og når en af dem forsvinder ud af døren, stryger resten af selskabet med. Og så er der pludselig højtlydt tale på gaden. De tager naturligvis også deres drikkevarer med, og så fandt vi altså kilden til glasskårene.

Når de først er kommet udenfor, bliver de også nemmere inspireret til at søge nye vandhuller længere henne ad gaden, og så kører svikmøllen. Det bliver ikke bedre af, at de på vejen kan kigge ind hos detailhandlende med lang åbningstid og supplere lageret af drikkevarer. Så længe folk befinder sig inde på et værtshus, kan stedets vagter skille diverse kamphaner ad. Men det kan de jo ikke tillade sig på samme måde ude på gaden. I stedet for at skændes om antallet af udendørsarrangementer, burde vi indse, at det endnu en gang er et formynderisk forbud, der har uønskede konsekvenser.

Tænk på det, næste gang nogen råber, at dette eller hint bør forbydes.

Bragt som dagens brev i Berlingske 15. september. 

lørdag den 3. september 2016

Så let ryger avanceskatten over 100 %

Forslag om avanceskat på ejendomme er ikke blot at smide regningen i børneværelset. Det er at sende den helt ned til børnebørnene. Og den skal være langt højere end 70 %.

Der er rigtigt mange rygter om at afskaffe ejendomsværdiskat og grundskyld og ejendomsværdiskat til fordel for en ejendomsavanceskat. Derfor kan det være rart at vide, at skatteministeriet har beregnet, at skatten kan nøjes med at være beskedne 70 %.

Det er et tal, der stammer fra skatteministeriets svar til Folketinget (aktskykke 77, spm. 6). Og det er jo almindeligt at skrive af efter den slags. Det er bare ikke altid smart. Da jeg gik i skole, lærte vi i hvert fald, at man altid lige skal lave et groft overslag, om de regnestykker, som man skriver af, er rigtige. Og det er dette regnestykke ikke.

Ministeren har nemlig ikke medtaget, at når man fjerner grundskylden, så kommer man jo også til at fjerne den fra alle mulige andre ejendommme, såsom andelsboliger, udlejningsboliger, erhverv etc. Så af den grund mangler der allerede 9 mia. i provenu. Da ejerboligernes skatter p.t. udgør ca. 32 mia, og vi skal lægge de 9 manglende oveni, så er det ret simpel hovedregning, at nu er avanceskatten allerede steget fra 70 til over 90%. Velbekomme!

Men det bliver værre endnu, for det regnestykke, som skatteministeriet har begået, tager heller ikke hensyn til tidsforskydningen i betalingerne.

Tanken er, at skatten først skal betales, når man forlader boligmarkedet. For en hel del er det det samme som at dø. Og det gør man kun én gang i livet. Så de, der begiver sig ind på boligmarkedet idag, vil først betale skat om ca. 50 til 70 år. Hvis ejendomsskatterne idag udgør ca. 32 mia og man med et hug omlægger dem til en avanceskat, så vil indtægten året efter falde til højst en enkelt milliard. Der kommer til at mangle 31, som staten skal skaffe på anden vis, formentlig ved at låne. Og det lån skal der betales renter på. 

Hvis ikke avanceskatten sættes op, så den også dækker renterne, så er det en regning smidt i børneværelset og givet i dåbsgave til børnebørnene. Sikke en sparekassebog at modtage fra bedstefar og bedstemor. Der bliver ikke nogen stor buket ved deres begravelse.

Og hermed er det også klart vist, hvad der er hovedtanken bag alle forslag om en avanceskat: Problemet skal sparkes til hjørne, om ikke udskydes til næste halvleg eller endda næste runde i turneringen.

Samtidig ignorerer forslaget det virkeligt massive problem ved boligskatterne, nemlig at de er så skævt fordelt. Skævt mellem boligtyper og skævt mellem landsdele. I forhold til det problem er de kommende års stigninger et mindre bispørgsmål. Eller sagt på en anden måde: Da stigningerne for rigtigt mange er et stort problem, så er skævheden et megastort problem.

Tilbage står blot, at forslag om avanceskat, uanset ophavsmanden, er en enkelt fugl på taget i stedet for 10 i hånden. De dur ikke, medmindre man er tilhænger af skatter langt over 100 %. Og det burde borgerlige partier ikke være.


Og her er så en henvisning til den originale fra Børsen

http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/1/330895/debat_saa_let_ryger_ejendomsskatten_over_100_pct.html

onsdag den 31. august 2016

Pape og boligskatten.

Søren Pape snyder ganske enkelt på vægten, når han forklarer de konservatives eget forslag om boligskatterne (JP.dk (Ritzau) 26. august). At det ikke må blive dyrere at være boligejer, er naturligvis nydeligt sagt.

Men han glemmer, at partiets forslag fra januar rent faktisk indebar, at der skulle gives skattelettelser for 9 mia. til lejerne - og kun til dem. Og vendingen “dyrere for boligejerne” er måske også lidt flosset i kanten, for partiets forslag indebar altså, at skatterne på boliger skulle stige med inflationen! Det er i hvert fald ikke en fastfrysning i kroner og øre.

Endelig glider han let hen over den hurdle, at den væsentligste del af omlægningen ikke er afskaffelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, men derimod afskaffelse af rentefradraget.

Og dermed bevæger han sig ind i et minefelt. Rentefradraget er stadig væsentligt for huskøbere og dermed for huspriserne. Det kan godt tænkes, at udsigterne til avance på ejendomme bliver lidt længere, hvis køberne fremover ikke får rentefradrag, og køberne dermed ikke kan forrente og afdrage lige så store lån. Det er navnlig en effekt man vil få at se, hvis renten nogensinde stiger over sit nuværende historiske lavpunkt. God fornøjelse!

Hvis det så var den eneste konsekvens, så kunne det såmænd leves med, men de konservatives forslag vil skabe en massiv forskel mellem beskatningen af renteindtægter (kapitalindkomst) og tilsvarende udgifter. Hvis en borger gør en opfindelse, som han gerne vil omsætte til en virksomhed, så vil han som regel gå ud at låne penge til at skyde ind i det selskab, som skal udnytte opfindelsen. Men de konservatives forslag indebærer, at manden skal betale skat af indtægten fra selskabet, og at han ikke kan fratrække sin udgift til renterne på lånet.

Det er omtrent den sikrest mulige måde til at forhindre virketrang, vækst og velstand. [Vi har allerede idag en skadelig forskel mellem skatten på positiv og negativ kapitalindkomst. For vores alle sammens skyld ville det være bedst slet ingen skat at have på kapitalindkomst (og dermed heller intet rentefradrag), det næstbedste er, når fradraget og skatten udligner hinanden, og den værste situation er lige præcis den, som de konservative foreslår - stor skat på indtægten og intet fradrag for udgiften.

Historisk set har de konservative altid lænet sig op ad de erhvervsdrivende. De store virksomheder har betalt partiet, og de mange små virksomheder har leveret stemmerne. Det er Pape ved at gøre endegyldigt op med, og gad vide om det er godt for hans parti. Gad vide om det er godt for Danmark?]

Bragt som debatindlæg i JP d. 30. august 2016, men med udeladelse af den kursiverede tekst.

tirsdag den 30. august 2016

Mere Grønland

Når en af hjemmestyrets håndgang kvinder blander sig i debatten om bloktilskud, men på den selvinkriminerende måde, så er det altså for fristende - og for nemt - at svare usagligt tilbage.

http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/149377/artikel.html

torsdag den 25. august 2016

Oversikkerheds-formynderi i lufthavnene.

Prøv lige at forestille dig, at man som rejsende kunne vælge mellem at flyve med 2 forskellige selskaber med hvert sit sikkerhedsniveau:

Det ene med hele svineriet, hvor man står i kø, smider sko og bælter, tæller millilitre shampoo, konfiskerer lommeknive, forbyder fotografering i miles omkreds og alt muligt andet petitesserytteri. 

Det andet med et overfladisk forsøg på at finde større håndvåben.

Hvilket flyselskab tror du så, man ville vælge? Jeg er ikke i tvivl.

Og så er det, at jeg bliver så ukristeligt irriteret over hele tiden at få at vide, at "det er for jeres egen skyld, vi er nødt til at gøre det".  Irritationen opstår for det første, fordi det altid er lidt nedladende, når andre tillader sig at mene, at jeg ikke selv kan finde ud af, hvad der er bedst for mig. Og for det andet, fordi deres postulat er så åbenlyst forkert.

Når tanken er værd at skrive om, så er det også fordi, eksemplet kan bruges til at vise, at der er 2 muligheder for en liberal argumentation. 

Den normale er den økonomiske, som vi alt for nemt forfalder til. Omkostningerne ved sikkerhedscirkusset er nemme at påvise. Mængden af tid og andre ressourcer brugt på det i forhold til udbyttet af det øgede sikkerhedsniveau er enorm. Ganske vist svarer fortalerne altid, at vi ikke kan vide, hvor mange angreb det har forhindret. Men det er nok ikke helt korrekt. Man kan  godt sammenligne med niveauet før i tiden, i andre lande, hvad der ellers finder sted af terror etc.

Men der er altså også den vanskeligere moralske argumentation. Den med at vores samfund bygger på respekten for, at det enkelte menneske langt hen ad vejen selv kan træffe beslutninger om sit eget liv. Den tankegang er nøje knyttet sammen med en forståelse af, at mennesket er et socialt væsen, og derfor nødigt træffer valg, som skader andre. Og den er knyttet sammen med liberalismens kernetanke, at selv når vi træffer valg, som udelukkende er til gavn for os selv, så viser det sig magisk nok, at de også er til gavn for andre.

De 2 argumentationsformer supplerer hinanden - og de kan godt ses som varianter over samme tema - men den moralske er vigtig, fordi socialister i alle lejre dybest set kun lader sig rokke i deres overbevisning af den type synspunkter.

tirsdag den 23. august 2016

Undgå forargelsens fangarme.

Myten om en dårlig tone i debatten på de sociale medier er ikke nødvendigvis sand - i hvert fald ikke for os i andet eller tredje geled af den offentlige debat.

Gennem de seneste år har Berlingske optaget et større tocifret antal indlæg fra min hånd. Men jeg har endnu ikke modtaget reaktioner med truende undertoner. Nogle har været ureflekterede, men det er dog menneskeligt. Til gengæld har der faktisk også været et - mindre - antal venlige breve med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse.

Man kommer næppe udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man vil pådutte andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening.

Det er måske forhold, som en del meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne »nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!« 

Desuden bør det nøje overvejes, om diverse mishagsytringer også skal ses som trusler. Trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør..., så sker der... Men det er noget helt andet end alle de grimme variationer over temaet »gid du må brænde op i helvede«. 

I virkelighedens verden har vi vist heller ikke eksempler på, at facebook-ytringer er blevet fulgt op med realiteter. Og det er måske det vigtigste at huske på, når forargelsens fangarme griber i en.


Bragt som dagens brev i Berlingske 22. august 2016. Men det er nu mest et opkog af gamle tanker om, at debattører lidt selv bestemmer, om de får Mere tak end utak.

mandag den 8. august 2016

Den spanske Borgerkrig - En lidelseshistorie

Den spanske borgerkrig udløste lidelser i ubeskriveligt omfang, navnlig i Antony Beevors udgave deraf, som udover hhv. nationalisters og republikaneres gensidige grusomheder også nedkalder en hård skæbne over bogens læsere.

Det er muligt, at bogen er oversat til masser af sprog, at den er solgt i ufatteligt mange eksemplarer (Ellers havde jeg nok ikke kunnet købe den i Føtex), og at han derudover har et stort forfatterskab bag sig. Men alt det er blot hule autoritetsargumenter, der kommer til kort, hvis man rent faktisk overtaler sig selv til at læse i bogen.

Med andre ord: Dette er ikke en boganmeldelse, det er en anmeldelse af et psykisk overgreb på intetanende læsere. Og det varer i henved 470 tæt, tæt trykte sider, hvorefter man endelig kan finde lise i yderligere 70 sider noter og registre.

Emnet er ellers godt nok, blandt andet fordi den spanske borgerkrig er et eksempel på, at sejrherren ikke har fået lov til at skrive historien. På intet tidspunkt i min barn- og ungdom har jeg set nogen forsvare Francos handlinger. Jeg har i øvrigt heller ikke selv tænkt mig at gøre det. Men det er da værd at tænke over, hvorfor taberne skrev historien.

Francos side står tilsyneladende for de fleste af de mange meningsløse overgreb. Men den republikanske regering er nu ganske godt med. Og afhængig af tid og sted er der tale om overgreb på modstandere, konkurrenter og tilfældige personer. Kun i Somalia vil man kunne finde noget, som er tilsvarende ustruktureret.

For somme tider viser det sig, at den republikanske side i virkeligheden ikke er én side, men en løs alliance af indbyrdes stridende klaner. Og den anden side er heller ikke helt uden indbyrdes gnidninger. Altså en situation hvor den mest brutale har de bedste kort på hånden.

Ofte er det vel ofte sådan, at den svageste part forsøger at kompensere for sin svaghed ved aggression og brutalitet. Og i udgangspunktet må Franco opfattes som den svageste. Det ligger i ordets etymologi, at et kup skal have øjeblikkelige resultater. Det lykkedes ikke, og så blev borgerkrigen et kapløb om at være værst.

Det lykkes ikke for Beevor.


"Hvad er historie?" er et ofte gentaget spørgsmål, som der er skrevet mange værker om. Jeg skal ikke kaste mig ud i at besvare det spørgsmål, men blot give nogle enkelte bidrag til, hvad historie ikke er. Det er ikke en gengivelse af samtlige menneskets handlinger og tanker siden tidernes morgen.

Men Beevor lader til at mene, at det er gengivelse af anekdotiske detaljer, som gør historien levende for os. Hans detaljer er dog med kildeangivelser, deraf det usædvanligt store antal noter. I et vist omfang er det fortælleteknisk effektivt at hænge dele af historien op på detaljer. Men der er dog grænser. Og de grænser overskrides på hver eneste side. Er element af syntese er nødvendigt, og det skal man lede en del efter.

Samtidig kommer han til tider med brede udsagn - eksempelvis om den spanske hjemmehærs manglende kvaliteter - og der kunne man godt savne en underbygning i teksten. Det virker altså jævnt hen ujævnt.

Faktisk så slemt, at jeg næppe når til bogens slutning.

Hertil kommer et massivt savn af et ordentligt kort over Spanien. Hvor ligger Katalonien, Navarra, Baskerlandet og de andre landsdele, han henviser til? Et enkelt lille kort viser amter med tilhørende hovedbyer, men altså ikke landsdele. Mon ikke andre læsere er lige så uvidende som jeg. Det plejer de at være.

Den danske udgave.


Forfatteren kan man ikke klandre for de fejl og mangler, der skyldes oversætteren og den danske redaktør. Men det vrimler med anglicismer, både ord og sætningsbygning. En væsentlig del af oversætterens kunst er at beherske sig og lige præcis ikke oversætte "intention" og "sector" med intention og sektor, når man ved blot et øjebliks eftertanke godt kan se, at der bør stå hensigt og afsnit. I sig selv er det småting, men djævelen - og navnlig hans modsætning: det guddommelige - bor i detaljen.

Hertil kommer, at en oversætter skal have en temmelig stor paratviden både generelt og om emnet. Når man oversætter værker, der blandt andet berører Spaniens kolonikrige i Marokko, så er det beskæmmende, hvis man ikke kender rifkabylerne. At oversætte dem som riffian-stammerne er topmålet af anglicisme.

Sammenfatning.


Rør ikke den danske udgave med en ildtang, og hvis man læser den engelske, skal man nok være sikker på at have et sommerhus, som den efter endt læsning kan deponeres i.

Antony Beevor: Den spanske Borgerkrig, Lindhardt og Ringhof, kr. 149.