fredag den 24. marts 2017

Dummede Uber sig

Hvilke argumenter er det, som den etablerede taxabranche har brugt for at vinde taxaslaget. Kunne Uber have forudset det og taget modstanden i opløbet. 

Forleden skrev jeg et oplæg, hvor jeg opfordrede til, at man "husker at rydde op efter taxaslaget". Det har fået et antal kommentarer fra folk i taxabranchen, og dem er jeg glad for og har svaret på. Der er nogle argumenter, som går igen i kommentarerne, og det er formentlig ikke første gang, de argumenter har været på banen. Det er nok endda de argumenter, som gjorde, at sejren for det liberale synspunkt kun blev halv.

Og derfor er det interessant om Uber kunne have imødegået dem bedre.

Det handler primært om, at Uber-chauffører ikke betaler skat og begår socialt bedrageri. Da jeg i mit indlæg skrev, at  skatteunddragelse naturligvis måtte have de sædvanlige konsekvenser for snyderne, så er det overraskende, at argumentet fremføres med den styrke. Men det er givetvis en vinder. Danskere betaler så mange skatter, at enhver form for unddragelse mødes med vilde mængder af misundelse, og misundelse er en stærk politisk motivation. Uber kunne have indberettet til Skat. Det ville have gjort det langt nemmere at gennemføre straffesager, men det havde styrket Ubers position.

Socialt bedrageri er svært at undgå. Det er ikke noget, bedrageren frivilligt fortæller sin arbejdsgiver om. Slet ikke hvis man antager, at chaufføren er selvstændig erhvervsdrivende. Men med de biler Uber har benyttet, så er det vanskeligt at tro, at chauffærernes formueforhold har været så ringe, at de har fået kontanthjælp. Den kunne jeg godt have solgt på en fjernsynsskærm.

Og så er der forsikringsspørgsmålet. Heller ikke på den front lykkedes det Uber at gendrive modstandernes argumenter.

Samlet set var Ubers indsats altså ikke effektiv nok.

Det er ærgerligt for liberaliseringen blev ikke tilstrækkelig, og dermed skal kampen fortsættes, men nok med færre deltager, som er villige til at tage risikoen ved at køre, og den effektive kørsel var trods alt det bedste argument for selskabet.


tirsdag den 21. marts 2017

Husk oprydningen efter taxaslaget.

Efter der blev indgået forlig om taxa-lovgivningen, så er det på tide at komme videre. Og den bedste måde at sikre freden på er, at sørge for at ingen står tilbage med en følelse af at være misbrugt.

Men lige præcis den følelse må være stærk hos den gruppe af Uber-chauffører, der har været murbrækkere for at få loven moderniseret. Lige nu er et beskedent mindretal af dem dømt for at have overtrådt den gamle taxa-lov.

Sammenlignet med så mange andre sagstyper, så har dommenes bøder ganske vist været beskedne, men derfor må de alligevel føles urimelige. Og de skal jo også betales med beskattede midler. De er ikke en driftsomkostning.

Og oveni bøderne varsler man nu tilsyneladende også sager om konfiskation og andet ubehageligt.

Der er selvsagt en gruppe af chaufførerne, som har glemt at indberette indkomsten til skat. Det må de have de sædvanlige tæv for - hvad der kan være slemt nok - men jeg tænker på dem, hvor det udelukkende er overtrædelse af taxaloven, der er tale om.

Der kan jo ikke være nogen tvivl om, at uden en aktiv indsats fra deres side, så havde vi forbrugere måttet leve med en forældet lov i mange år frem.

Derfor er der gode grunde til at få sørget for, at det mindretal af chaufførerne, der er blevet fanget af politiet, slipper for konsekvenserne af de domme. Det kan i de uafsluttede sager ske ved, at politiet måske nok kræver dem dømt, men samtidig frafalder krav om straf og konfiskation. Det har straffeloven en udtrykkelig mulighed for i usædvanlige sager.

Alternativt må man benytte den gode gamle mulighed fra matadorspillene, nemlig at benåde dem i anledning af Dronningens fødselsdag. Det er der jo ikke så længe til!

Samtlige regeringspartier ønskede en endnu mere fleksibel lov. Det som chaufførerne har gjort, ville regeringen gerne have gjort lovligt for fremtiden. Så bør partiernes ministre også kunne finde ud af at lade nåde gå for ret i den sag.

Og hvis nogen skulle tro, at dette indlæg er skrevet, fordi jeg selv har noget i klemme, så lad mig slutte med, at jeg ikke selv har brugt Uber eller kender nogen, som har kørt for det. Men som jurist bryder jeg mig ikke om uretfærdighed.

PS. Kommentarerne til dette indlæg har fået mig til at skrive lidt mere om Uber her: Dummede Uber sig.

fredag den 17. februar 2017

Appelrettens afvisning af indrejseforbud har åbnet mange juridiske fronter.

Præsident Trump har lidt et nederlag ved appelretten for USA's 9. retskreds, og må nu tage stilling til, hvilke blandt flere skridt, han vil tage for at redde skindet. Han er ikke chanceløs, men nemt bliver det ikke

Det er noget af en juridisk mavepuster, den nye regering i USA har fået i Appelretten. Sagen er som at bevæge sig gennem et minefelt med rigtig mange juridisk snublesnore, og blot en af dem bliver rørt, risikerer parterne at få sprængt deres argumenter til atomer og få sagen afvist. Modsat et rigtigt minefelt er der dog forskellige snublesnore for hhv. Præsidenten og for sagsøgerne, delstaterne Washington og Minnesota. Man kan også sige det på den måde, at for hver part gælder det om, at spænde snubletrådene ud foran modparten.

Den nemmeste løsning er den mindst sandsynlige

Trump kom naturligvis straks på banen med et tweet om ”see you in court”. Nogle af os ville måske bemærke, at parterne sådan set allerede har hilst på hinanden i retten, og at det foreløbig ikke er gået så fantastisk godt for Trumps regering.

Men der er faktisk en ganske enkel løsning, som måske er værd at overveje, nemlig at rette ind til højre. Det er naturligvis et nederlag, men det kan dog undskyldes som begyndervanskeligheder, og at domstolene endnu ikke har forstået, at der er nye tider. Han kan jo også udbryde et: ”Herregud, hvis det virkelig er så vigtigt for dem, så skriver jeg da bare det samme med andre ord. Det er jo virkningen, der tæller.” (Det fylder ikke mere end de 140 anslag i et tweet.)

De fleste af os ville nok udelukke den model, men så vidt jeg har forstået, så har forretningsmanden Trump altid valgt at lukke retssager med et forlig, umiddelbart førend sagerne skulle domsforhandles. Han råber og mobber, men er dog klog nok til at falde ned, når han indser, at det ikke virker.

Og det er vel navnlig en nærliggende tanke, fordi indrejseforbuddet er midlertidigt. Når det udløber svinder interessen for retssager en del.

Der er flere sager

Man skal ikke glemme, at sagen fra 9. retskreds kun er 1 blandt flere domstolsafgørelser, der med en enkelt undtagelse alle er gået regeringen imod. De andre afgørelser har bare været mindre vidtgående. De har handlet om enkelte spørgsmål, og først og fremmest har de været ført af enkeltpersoner med begrænsede ressourcer. Sagen fra Washington føres derimod af delstatsregeringen samt et hav af biintervenienter (altså folk, der indtræder i sagen for at støtte en part). 

Men de andre sager forsvinder ikke. Taber Washington sin sag, så skal Trump stadig gennem alle de andre mindre sager, som så selvsagt blot er mindre nederlag, hvis de tabes.

Det er alt sammen foreløbigt

Vi er allesammen oppe at køre over afgørelsen, men skal altså ikke glemme, at der er tale om stadfæstelse af noget meget foreløbigt. Som vi kender det fra dansk ret kan man bede en domstol om en foreløbig afgørelse, et domstolsforbud. Indtil for få år siden hed det i Danmark et fogedforbud, men indholdet er ens.

Washington-sagen handler imidlertid ikke om en forbudskendelse, men om en midlertidig afgørelse, som kun er i kraft indtil underretten har haft tid til at tage stilling til, om den vil nedlægge en rigtigt forbudskendelse, som altså i sig selv kun er midlertidig. Dermed er der tale om midlertidighed i 2. potens, og selvom man kun nedlægger midlertidige forbud, når sagsøgeren har en vis chance for succes, så skal der altså ikke så forfærdelig meget til.

Når man så har haft tid til at forberede sagen ordentligt, afholder man den rigtige domsforhandling og kommer med en endelig afgørelse.

Hvis Washington ved den lejlighed taber sagen, og regeringen vel at mærke også vinder alle de andre sager, så kan man i øvrigt bare udvise alle de, som i mellemtiden er kommet ind. Hvis man da vel at mærke kan udpege dem blandt alle de indrejste. Det bliver måske nok lidt svært i praksis. At lade indrejseforbuddet være i kraft under sagernes behandling vil derimod kunne medføre uoprettelig skade for de ramte personer. Det taler stærkt for, at sætte det ud af kraft.

Appelmulighederne

Foreløbig har regeringen kun vundet et ud af samtlige de delspørgsmål, som tilsammen kan føre til opretholdelse af indrejseforbuddet. Og det handler om, hvorvidt man i det hele taget skal have lov til at appellere. Normalt vil en kendelse, der som denne er midlertidig i 2. potens, slet ikke kunne kæres til højere instans. Men bare den hurdle ligger der igen ved en yderligere appel til 3. instans.

Nemmere kan det måske være at udnytte en mulighed for appel, som vi ikke kender i Danmark, nemlig at man kan bede retten om genoptagelse i en ny domsforhandling med flere dommere. Ved den 9. appelret, som dækker Washington, skal der så mindst deltage 11 dommere ud af i alt 29 ved genoptagelsen. Genoptagelse er imidlertid noget, som man ikke har krav på, det er udelukkende retten selv, der tager stilling. Og i den forbindelse opvejes sagens vigtighed til dels af, at det stadig kun handler om en midlertidig kendelse.

Alternativet er en appel til den føderale Højesteret. Det skal man også søge om. Men her er der en joker, nemlig at Højesteret for tiden mangler en dommer og dermed rummer et lige antal på 8. Tallet er spændende, fordi stemmelighed automatisk resulterer i stadfæstelse. Regeringen skal altså have overbevist 5 dommere, for at vinde. Men hvis det overhovedet giver mening, at bedømme dommerne efter politisk overbevisning, så er 4:4 måske nok det mest sandsynlige.

Når sagen så kommer for retten

Nu er det jo sådan, at sagen under alle omstændigheder skal have sin endelige behandling ved underretten, og i virkeligheden er det jo den endelige sagsbehandling, der tæller. Og der har Trump nok bedre chancer end den uendelige række af foreløbige nederlag indikerer. Det kan jo heller ikke blive meget værre, ku’ man sige.

For det første er det i alle retssystemer, sådan at man ikke kan anlægge hypotetiske sager. Man kan kun anlægge sager, hvis sagsøgeren kan bruge en dom til noget; ikke nødvendigvis til meget, men dog til noget. Washington har anlagt sagen, fordi indrejseforbuddet skader statens skattegrundlag og besværliggør de statsejede universiteters funktion i forhold til ansatte og studerende fra udlandet. Så er isen nok så tynd, som den kan blive.

Et væsentligt argument for Trump er, at domstole slet ikke kan påkende spørgsmål om enkeltpersoners indrejse, og da slet ikke når Præsidenten påberåber sig nationens sikkerhed som begrundelse for sine handlinger. Hvor en dansk domstol formentlig altid ville bedømme et regelsæts virkning på en bestemt person, så kan en amerikansk tage stilling til selve regelsættet. Da den danske højesteret underkendte Tvindloven som grundlovsstridig, så skete det i forhold til nogle bestemte skoler. I forhold til andre skoler kunne loven i princippet godt gælde. Men hvis de anlagde en sag, så ville de jo vinde den, så derfor var loven reelt ophævet ved den første dom.

Det bærende for at underkende indrejseforbuddet er imidlertid ikke, at et indrejseforbud ikke kan udstedes lovligt. Det er derimod, at sagsbehandlingen af hver enkelt rejsende ikke har været tilstrækkeligt grundig, for de har ikke fået lov til at argumentere for, hvorfor de personligt ikke skal være omfattede af forbuddet. Og fair sagsbehandling er grundlovssikret i USA.

Det er jo et forhold, som der ret nemt kan rettes op på fra Præsidentens side, ved at udstede en ny anordning (executive order) med nogle mindre ændringer til den oprindelige. Det samme gælder, at man fik udstrakt forbuddet til personer med permanent opholdstilladelse (green card).

For Washington er det et vigtigt argument, at forbuddet retter sig mod muslimer, hvor den amerikanske grundlov udtrykkeligt forbyder enhver forskelsbehandling på grund af religion. Men det er en sådan juridisk hvepserede, at appelretten har afvist at tage nogen som helst stilling til spørgsmålet, førend man til sin tid skal afsige endelig dom.

Hvor det ender kan ingen sige. Men der er lagt op til et spændende forår for juristerne – og for præsidenten.

mandag den 9. januar 2017

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk'? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de "nok ikke passede så godt til hinanden," eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere - og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


fredag den 6. januar 2017

Så meget nåede Eva Kjer Hansen som regelforenkler

Der står opregnet 149 ophævede bekendtgørelser på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside, men hvor meget af det er egentlig regelforenkling.

Eva Kjer Hansen startede sin ministerperiode med en gennemgang af samtlige gældende love, anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og andre regler, som var udstedt af hendes ministerium og dets forgængere.

Og hvad der ikke længere var brug for, blev afskaffet. 149 bekendtgørelser blev det altså til.

Når man kan foretage sådan en høst i hendes ministerium, hvad ville man så ikke kunne finde i de andre, må være det logiske spørgsmål. Og hvor må det dog være blevet enklere at være borger, er en anden reaktion. Så hvad rummer de 149? Er der reelle lettelser?

Årsbekendtgørelser
Der findes en hel mængde love, hvor det er nødvendigt hvert år at udgive en bekendtgørelse om forskellige beløbsgrænser, gødningsmængder, kvoter og alt muligt andet, der skal gælde i det kommende år. Den slags har naturligvis også en udløbsdato, når samtlige sager, der kan rejses under reglen, er forældede, hvilket normalt må være 10 år + evt. sagsbehandlingstid fra den sidste dag, man skal anvende beløbet etc. I praksis er de dog uinteressante allerede ved årets udløb.

Hvis man ikke har flyttet den slags til papirkurven i mange år, så er der meget at rydde op i. Men det forenkler nu ikke livet så forfærdelig meget for borgerne. Nu er der dog fjernet 43 af slagsen.

Andre midlertidige regler
I denne kategori finder man først og fremmest regler om, at der i en periode skal gives udvalgte erhverv støtte enten kontant eller i form af lån. Hvor årsbekendtgørelserne optræder igen og igen, så er disse altså engangsfænomener. Der er 38 af den slags ifølge min hurtige gennemgang.

Yderligere en stor håndfuld på 8 handler om midlertidige forbud mod fiskeri eller følger af dyresygdomme.

Schlüters frikommuner
En tredje gruppe midlertidige regler er frikommuneregulativer fra tiden under Schlüter.

Når der er for mange og for detaljerede forskrifter for, hvordan kommunerne skal styres, så må det være fornuftigt at give dem en chance for at finde enklere og bedre metoder ved at undtage dem fra de centralt fastsatte regler.

Dette var tanken bag Schlüter-regeringens lov om frikommuner, der i versionen fra 1985 er en nuttet lille sag på 25.000 anslag, (Grundloven er på 30.000) der tillod udmærkede tidsbegrænsede forsøgsordninger, som for eksempel at "Landbrugsministeren kunne godkende regler for frikommuneforsøg, hvorefter bekæmpelse af mosegrise finansieredes ved opkrævning af afgifter, der opkrævedes hos ejerne af de faste ejendomme i kommunen."

Forudsætningen for den slags forsøg var, at der for hver enkelt kommune blev udarbejdet et frikommuneregulativ, der blev bekendtgjort ved optagelse i Lovtidende. Hvis borgerne ikke i forvejen var segnefærdige under regelmængden, så blev de det da nu. Heldigvis er alle disse regulativer udløbet, men nogle var aldrig blevet flyttet fra 'gældende' til 'historisk' i retsinformation. Det er 19 af dem så blevet nu.

Resten
Min overfladiske optælling giver altså som resultat, at af de 149 afskaffede bekendtgørelser så er mindst 108 midlertidige regelsæt. De er blevet flyttet fra rodebunkerne på ministerens reol til papirkurven, men for borgerne batter det ikke så meget.

Tilbage er 41, som man må studere nærmere. Det må blive ved en anden lejlighed.


tirsdag den 3. januar 2017

Patentmedicin hjælper ikke på regelforenkling

Kontornusserne og skrankepaverne er dygtige til at opfinde regler, men der sidder også nogle kreative sjæle, som vil afskaffe dem igen, så hvem vinder mon

Kampen mod regeltyranniet står højt på mange politikeres liste, ikke mindst den nye amerikanske præsident, der har gjort regelafskaffelse til det tredje af de seks principper, som skal rense ud i Washington DC, når han overtager embedet.

Trump er i egen optik en mand med forstand på det virkelige liv, og derfor er hans vigtigste idé taget fra tilbudsaviserne:

Ugens tilbud: Aflevér to gamle og få én ny
Så enkelt kan det formuleres. Og så enkelt bliver det formuleret, hvis man følger linket. For hver ny regel, der indføres, skal der afskaffes 2 gamle. Jamen, det er da mageløst. Hvorfor har ingen gjort det før. Der skulle vel tilfældigvis ikke bare være tale om et tomt slagord. Det forventer jeg sandelig ikke fra den side. Og slet ikke fra alle de andre, som har fremført synspunktet.

Men hvis man skal tage det alvorligt, så er den første betragtning, jeg gør mig, at det altså er vanskeligt at kvantificere en regel. Hvornår der er regler om noget, det er som oftest nemt nok at se. Men når man skal være dansk statsborger, bo i landet og være fyldt 18 år for at stemme, er det så én regel? Eller er det tre?

Man kunne også forsøge sig med et typografisk kriterium og tælle afsnit, sætninger eller verber.

Og nu er det så, jeg fornemmer, at nogen vil komme med den bemærkning, som mine børn altid møder mig med, når de får deres sms'er retur med rettede stavefejl og kommaer: "Hold nu op far. Du ved jo godt, hvad jeg mener."

Men når man stiller op mod den profession, der til enhver tid besætter posten som ubestridte mestre i ordkløveri, nemlig embedsmændene, så skal man ikke møde frem med noget, som bare lyder besnærende. Man skal levere noget, som har substans.

Nyt for gammelt
Hvis det endelig skulle lykkes at overvinde de logiske problemer med at tælle antallet af regler, så kommer blot den næste hurdle: Skal de 2 afskaffede regler have samme vægt som den nyindførte.

Kunne man eksempelvis indføre aflytning af samtlige danskeres telefoner, bare man samtidig afskaffede noget så beskedent som de 2 nyligt ophævede, men desværre ikke imaginære, bekendtgørelser af hhv. "Regulativ for fiskeri i Klejtrup Sø" og "Frikommuneregulativ nr. 5 for Tranekær kommune om finansieringsform for fyldplads, containerordning og skadedyrsbekæmpelse". Nej, vel. Den går altså ikke.

Funktionen går mod uendelig
Indtil nu har det været regelskaberne, som tilsyneladende har haft gang i en evighedsmaskine. Men ingen evighedsmaskine holder i længden. Desværre er "aflevér 2, få 1"-modellen også en evighedsmaskine.

Lad mig prøve med et eksempel "Bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel" skal ophæves. Det er jo fint nok, men det kan kun ske ved at udstede en "Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel", som jo er en ny regel!

Så nu er vi allerede én regel bagefter, for vi kunne jo kun udstede den ny bekendtgørelse, hvis vi forinden afskaffede 2 gamle regler. Antager man nu, at vi heldigvis finder en anden regel at afskaffe, så forværrer det kun problemet, så bliver vi 2 afskaffelser i underskud. Heldigvis stiger funktionen kun med 1 i underskud for hver afskaffet regel, men den stiger ubønhørligt mod uendelig - medmindre man skynder sig at formulere en undtagelse.

Og så ender man i samme parodi, som da Foghs skattestop blev brudt (læs Christopher Arzrounis muntre nekrolog i Weekendavisen 12. november 2004), men hvor Statsministeriets hjemmeside i mange, mange år derefter troligt hver dag viste, at skattestoppet havde været gældende endnu et døgn.

Det holder ikke. Ugeaviser indeholder ugens tilbud. Principper for lovgivning, skulle gerne holde lidt længere.


PS. Du bør også læse mine tidligere opslag om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, et konkret forslag til regelforenklingens første offer, og at forslag ofte bygger på floskler.

mandag den 2. januar 2017

Regelforenkling bygger på floskler

Hvis et problem er vanskeligt nok, så står der altid nogen parat med enkle løsninger. Spørgsmålet er, om de virker

Kært barn har mange navne: Regeloprydning, regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, forbedring af lovkvaliteten, kampen mod regeltyranniet. Og da hver eneste ny indsats på området skal have et spin-egnet slagord til at adskille dette forsøg fra de tidligere fejlslagne, så kan man næsten tælle antallet af initiativer bare ved at finde synonymerne.

Det er altså en opgave, som mange har forsøgt, men hvor kun et fåtal har opnået nævneværdige resultater. Det giver grund til at overveje de forskellige mulige løsninger, der jævnligt dukker op i debatten. Den kendteste er nok:

Solnedgangsklausuler
Hvorfra den besynderlige betegnelse kommer, skal jeg ikke kloge mig på, men princippet bag det er, at alle regler jo forældes, så for at få foretaget en jævnlig udlugning blandt dem, skal lovgivningen fra starten have angivet en udløbsdag. Tanken er, at hvis en forlængelse kræver en aktiv indsats, så vil nogen modsætte sig den, eller man vil i hvert fald ajourføre regelsættet. I den allerseneste tid har den fremmeste fortaler for princippet været Donald Trump.

Tanken lyder besnærende god, og det ville måske være en idé at indføre, hvis det ikke lige var fordi, vi allerede har det. De er ganske vist kun revisionsklausuler, så glemmer man revisionen, dør loven ikke, men det er altså i praksis samme bolledejg. Hvis man vil se en, så er paradigmet her:

"x-ministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 20..-.."

Ordet "folketingsåret" optræder rigtig sjældent i lovgivningen. Så når retsinformation,dk oplyser, at "folketingsåret" bruges af 838 dokumenter, der har været optaget i Lovtidende A, så har man nok en forbløffende præcis opgørelse af antallet af revisionsklausuler gennem årene.

Det spændende er imidlertid ikke, hvor mange der er, men hvad der sker, når tiden kommer for en revision. Bliver loven afskaffet eller ændret, eller er det bare spil for galleriet. Emnet har interesseret mig i mange år, og jeg kan ikke huske at have set nogen revisionsklausul, hvor fornyelsesloven gav anledning til bare spæde forsøg på ændring.

Derimod kan jeg huske et tilfælde, hvor man glemte at fremsætte forslaget. Det gjorde Beskæftigelsesministeriet en ihærdig indsats for at skjule. Og det lykkedes så godt, at ingen i Folketinget bemærkede det.

Så lad mig sige det tydeligt: Revisionsklausuler har ikke skyggen af betydning. I Folketinget behandles forslag om forlængelse som en ren rutinesag, også af de partier, der var modstandere af den oprindelige lov!

Oplæsningsvarianten
Fra de lange loves land, USA, kommer et forslag om en sjov variant. Den handler simpelthen om, at vedtagelsen af nye love skal tage så lang tid i kongressens kamre, at antallet af døgnets timer bliver den begrænsende faktor for mængden af vedtagelser.

Og det kan man gøre ganske enkelt ved at forlange, at den fulde lovtekst skal oplæses fra talerstolen i salen af et medlem af kammeret. I strammerudgaven skal et medlem af kammeret heller ikke kunne stemme om loven, hvis ikke medlemmet har været til stede under oplæsningen.

Den løsning tror jeg, man med sindsro kan placere i samme kategori som Indianas berømte forslag til lov om Pi, der for øvrigt også var et forsøg på regelforenkling.

Under alle omstændigheder løser modellen ikke, at regelmængden i alle lande er så stor, at de fleste regler udarbejdes af administrationen, altså det vi kalder bekendtgørelser etc. Og på den slags sekundær lovgivning hjælper modellen ikke.

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde og om et forslag til forenklingens første offer.