mandag den 9. januar 2017

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk'? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de "nok ikke passede så godt til hinanden," eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere - og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


fredag den 6. januar 2017

Så meget nåede Eva Kjer Hansen som regelforenkler

Der står opregnet 149 ophævede bekendtgørelser på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside, men hvor meget af det er egentlig regelforenkling.

Eva Kjer Hansen startede sin ministerperiode med en gennemgang af samtlige gældende love, anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og andre regler, som var udstedt af hendes ministerium og dets forgængere.

Og hvad der ikke længere var brug for, blev afskaffet. 149 bekendtgørelser blev det altså til.

Når man kan foretage sådan en høst i hendes ministerium, hvad ville man så ikke kunne finde i de andre, må være det logiske spørgsmål. Og hvor må det dog være blevet enklere at være borger, er en anden reaktion. Så hvad rummer de 149? Er der reelle lettelser?

Årsbekendtgørelser
Der findes en hel mængde love, hvor det er nødvendigt hvert år at udgive en bekendtgørelse om forskellige beløbsgrænser, gødningsmængder, kvoter og alt muligt andet, der skal gælde i det kommende år. Den slags har naturligvis også en udløbsdato, når samtlige sager, der kan rejses under reglen, er forældede, hvilket normalt må være 10 år + evt. sagsbehandlingstid fra den sidste dag, man skal anvende beløbet etc. I praksis er de dog uinteressante allerede ved årets udløb.

Hvis man ikke har flyttet den slags til papirkurven i mange år, så er der meget at rydde op i. Men det forenkler nu ikke livet så forfærdelig meget for borgerne. Nu er der dog fjernet 43 af slagsen.

Andre midlertidige regler
I denne kategori finder man først og fremmest regler om, at der i en periode skal gives udvalgte erhverv støtte enten kontant eller i form af lån. Hvor årsbekendtgørelserne optræder igen og igen, så er disse altså engangsfænomener. Der er 38 af den slags ifølge min hurtige gennemgang.

Yderligere en stor håndfuld på 8 handler om midlertidige forbud mod fiskeri eller følger af dyresygdomme.

Schlüters frikommuner
En tredje gruppe midlertidige regler er frikommuneregulativer fra tiden under Schlüter.

Når der er for mange og for detaljerede forskrifter for, hvordan kommunerne skal styres, så må det være fornuftigt at give dem en chance for at finde enklere og bedre metoder ved at undtage dem fra de centralt fastsatte regler.

Dette var tanken bag Schlüter-regeringens lov om frikommuner, der i versionen fra 1985 er en nuttet lille sag på 25.000 anslag, (Grundloven er på 30.000) der tillod udmærkede tidsbegrænsede forsøgsordninger, som for eksempel at "Landbrugsministeren kunne godkende regler for frikommuneforsøg, hvorefter bekæmpelse af mosegrise finansieredes ved opkrævning af afgifter, der opkrævedes hos ejerne af de faste ejendomme i kommunen."

Forudsætningen for den slags forsøg var, at der for hver enkelt kommune blev udarbejdet et frikommuneregulativ, der blev bekendtgjort ved optagelse i Lovtidende. Hvis borgerne ikke i forvejen var segnefærdige under regelmængden, så blev de det da nu. Heldigvis er alle disse regulativer udløbet, men nogle var aldrig blevet flyttet fra 'gældende' til 'historisk' i retsinformation. Det er 19 af dem så blevet nu.

Resten
Min overfladiske optælling giver altså som resultat, at af de 149 afskaffede bekendtgørelser så er mindst 108 midlertidige regelsæt. De er blevet flyttet fra rodebunkerne på ministerens reol til papirkurven, men for borgerne batter det ikke så meget.

Tilbage er 41, som man må studere nærmere. Det må blive ved en anden lejlighed.


tirsdag den 3. januar 2017

Patentmedicin hjælper ikke på regelforenkling

Kontornusserne og skrankepaverne er dygtige til at opfinde regler, men der sidder også nogle kreative sjæle, som vil afskaffe dem igen, så hvem vinder mon

Kampen mod regeltyranniet står højt på mange politikeres liste, ikke mindst den nye amerikanske præsident, der har gjort regelafskaffelse til det tredje af de seks principper, som skal rense ud i Washington DC, når han overtager embedet.

Trump er i egen optik en mand med forstand på det virkelige liv, og derfor er hans vigtigste idé taget fra tilbudsaviserne:

Ugens tilbud: Aflevér to gamle og få én ny
Så enkelt kan det formuleres. Og så enkelt bliver det formuleret, hvis man følger linket. For hver ny regel, der indføres, skal der afskaffes 2 gamle. Jamen, det er da mageløst. Hvorfor har ingen gjort det før. Der skulle vel tilfældigvis ikke bare være tale om et tomt slagord. Det forventer jeg sandelig ikke fra den side. Og slet ikke fra alle de andre, som har fremført synspunktet.

Men hvis man skal tage det alvorligt, så er den første betragtning, jeg gør mig, at det altså er vanskeligt at kvantificere en regel. Hvornår der er regler om noget, det er som oftest nemt nok at se. Men når man skal være dansk statsborger, bo i landet og være fyldt 18 år for at stemme, er det så én regel? Eller er det tre?

Man kunne også forsøge sig med et typografisk kriterium og tælle afsnit, sætninger eller verber.

Og nu er det så, jeg fornemmer, at nogen vil komme med den bemærkning, som mine børn altid møder mig med, når de får deres sms'er retur med rettede stavefejl og kommaer: "Hold nu op far. Du ved jo godt, hvad jeg mener."

Men når man stiller op mod den profession, der til enhver tid besætter posten som ubestridte mestre i ordkløveri, nemlig embedsmændene, så skal man ikke møde frem med noget, som bare lyder besnærende. Man skal levere noget, som har substans.

Nyt for gammelt
Hvis det endelig skulle lykkes at overvinde de logiske problemer med at tælle antallet af regler, så kommer blot den næste hurdle: Skal de 2 afskaffede regler have samme vægt som den nyindførte.

Kunne man eksempelvis indføre aflytning af samtlige danskeres telefoner, bare man samtidig afskaffede noget så beskedent som de 2 nyligt ophævede, men desværre ikke imaginære, bekendtgørelser af hhv. "Regulativ for fiskeri i Klejtrup Sø" og "Frikommuneregulativ nr. 5 for Tranekær kommune om finansieringsform for fyldplads, containerordning og skadedyrsbekæmpelse". Nej, vel. Den går altså ikke.

Funktionen går mod uendelig
Indtil nu har det været regelskaberne, som tilsyneladende har haft gang i en evighedsmaskine. Men ingen evighedsmaskine holder i længden. Desværre er "aflevér 2, få 1"-modellen også en evighedsmaskine.

Lad mig prøve med et eksempel "Bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel" skal ophæves. Det er jo fint nok, men det kan kun ske ved at udstede en "Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel", som jo er en ny regel!

Så nu er vi allerede én regel bagefter, for vi kunne jo kun udstede den ny bekendtgørelse, hvis vi forinden afskaffede 2 gamle regler. Antager man nu, at vi heldigvis finder en anden regel at afskaffe, så forværrer det kun problemet, så bliver vi 2 afskaffelser i underskud. Heldigvis stiger funktionen kun med 1 i underskud for hver afskaffet regel, men den stiger ubønhørligt mod uendelig - medmindre man skynder sig at formulere en undtagelse.

Og så ender man i samme parodi, som da Foghs skattestop blev brudt (læs Christopher Arzrounis muntre nekrolog i Weekendavisen 12. november 2004), men hvor Statsministeriets hjemmeside i mange, mange år derefter troligt hver dag viste, at skattestoppet havde været gældende endnu et døgn.

Det holder ikke. Ugeaviser indeholder ugens tilbud. Principper for lovgivning, skulle gerne holde lidt længere.


PS. Du bør også læse mine tidligere opslag om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, et konkret forslag til regelforenklingens første offer, og at forslag ofte bygger på floskler.

mandag den 2. januar 2017

Regelforenkling bygger på floskler

Hvis et problem er vanskeligt nok, så står der altid nogen parat med enkle løsninger. Spørgsmålet er, om de virker

Kært barn har mange navne: Regeloprydning, regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, forbedring af lovkvaliteten, kampen mod regeltyranniet. Og da hver eneste ny indsats på området skal have et spin-egnet slagord til at adskille dette forsøg fra de tidligere fejlslagne, så kan man næsten tælle antallet af initiativer bare ved at finde synonymerne.

Det er altså en opgave, som mange har forsøgt, men hvor kun et fåtal har opnået nævneværdige resultater. Det giver grund til at overveje de forskellige mulige løsninger, der jævnligt dukker op i debatten. Den kendteste er nok:

Solnedgangsklausuler
Hvorfra den besynderlige betegnelse kommer, skal jeg ikke kloge mig på, men princippet bag det er, at alle regler jo forældes, så for at få foretaget en jævnlig udlugning blandt dem, skal lovgivningen fra starten have angivet en udløbsdag. Tanken er, at hvis en forlængelse kræver en aktiv indsats, så vil nogen modsætte sig den, eller man vil i hvert fald ajourføre regelsættet. I den allerseneste tid har den fremmeste fortaler for princippet været Donald Trump.

Tanken lyder besnærende god, og det ville måske være en idé at indføre, hvis det ikke lige var fordi, vi allerede har det. De er ganske vist kun revisionsklausuler, så glemmer man revisionen, dør loven ikke, men det er altså i praksis samme bolledejg. Hvis man vil se en, så er paradigmet her:

"x-ministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 20..-.."

Ordet "folketingsåret" optræder rigtig sjældent i lovgivningen. Så når retsinformation,dk oplyser, at "folketingsåret" bruges af 838 dokumenter, der har været optaget i Lovtidende A, så har man nok en forbløffende præcis opgørelse af antallet af revisionsklausuler gennem årene.

Det spændende er imidlertid ikke, hvor mange der er, men hvad der sker, når tiden kommer for en revision. Bliver loven afskaffet eller ændret, eller er det bare spil for galleriet. Emnet har interesseret mig i mange år, og jeg kan ikke huske at have set nogen revisionsklausul, hvor fornyelsesloven gav anledning til bare spæde forsøg på ændring.

Derimod kan jeg huske et tilfælde, hvor man glemte at fremsætte forslaget. Det gjorde Beskæftigelsesministeriet en ihærdig indsats for at skjule. Og det lykkedes så godt, at ingen i Folketinget bemærkede det.

Så lad mig sige det tydeligt: Revisionsklausuler har ikke skyggen af betydning. I Folketinget behandles forslag om forlængelse som en ren rutinesag, også af de partier, der var modstandere af den oprindelige lov!

Oplæsningsvarianten
Fra de lange loves land, USA, kommer et forslag om en sjov variant. Den handler simpelthen om, at vedtagelsen af nye love skal tage så lang tid i kongressens kamre, at antallet af døgnets timer bliver den begrænsende faktor for mængden af vedtagelser.

Og det kan man gøre ganske enkelt ved at forlange, at den fulde lovtekst skal oplæses fra talerstolen i salen af et medlem af kammeret. I strammerudgaven skal et medlem af kammeret heller ikke kunne stemme om loven, hvis ikke medlemmet har været til stede under oplæsningen.

Den løsning tror jeg, man med sindsro kan placere i samme kategori som Indianas berømte forslag til lov om Pi, der for øvrigt også var et forsøg på regelforenkling.

Under alle omstændigheder løser modellen ikke, at regelmængden i alle lande er så stor, at de fleste regler udarbejdes af administrationen, altså det vi kalder bekendtgørelser etc. Og på den slags sekundær lovgivning hjælper modellen ikke.

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde og om et forslag til forenklingens første offer.


lørdag den 31. december 2016

Regelforenklingens første offer

Hvor skal man tage fat i virvaret af love og regler, hvis mængden skal reduceres

Man siger traditionelt, at det essentielle ved en lov er, at overtrædelse af loven har en eller anden negativ konsekvens for overtræderen, typisk straf, erstatningspligt og ugyldighed. Ordet lov i den forbindelse dækker naturligvis også bekendtgørelser, cirkulærer og andre regler udstedt på baggrund af en lov.

Men der findes faktisk en del regler, som dækker sig under de almindelige betegnelser, men som ikke har nogen retsfølge ved brud på deres regler, eller hvor retsfølgen er helt ubetydelig. Den slags burde være oplagte kandidater til regelsanering. Ud med dem!

Regler om regler
Allerede i 1969 var mængden og kvaliteten af regler og afgørelser bekymrende stor. Og alt for mange var vanskelige at læse, hvis ikke ligefrem uforståelige for lægfolk. Der var for mange sætninger med besværlige ordstillinger samt forældede ord og begreber.

Det førte til en vejledning fra Justitsministeriet (nr. 224 af 15. oktober 1969) om sproget i love og andre retsforskrifter. Og den gælder stadig. Blandt de ord, som vejledningen foreslår, at man holder op med at bruge er "nærværende". Et hurtigt opslag på retsinformation.dk viser bare, at ordet i dag optræder i 2127 dokumenter. Nogle af dokumenterne er ældre end 1969, men det er et forsvindende fåtal. I gældende love, som er vedtaget af Folketinget, indgår ordet i 669 tekster.

Et andet fremragende eksempel på, hvor lille effekt den slags vejledninger har, kan man finde i Statsministeriets vejledning om ministrenes breve til Dronningen om sager, der skal forelægges Statsrådet. Den nuværende udgave af vejledningen er fra 2014, men indeholder alligevel denne perle af en sætning: "idet jeg samtidig tillader mig at forelægge en i overensstemmelse hermed udfærdiget ekspedition til underskrift." Det er da mageløst. Stakkels dronning!

Og i øvrigt overtræder den næsten samtlige af reglerne fra 1969 om sprog.

Kan nogen være i tvivl om, at Justitsministerens vejledning fra 1969 er aldeles uden konsekvenser, når den overtrædes? Næppe. Så her har vi en samling regler om oprydning i regler, der selv er en oplagt kandidat til at blive det første offer for oprydningen i overflødige regler.

Vil det ske? Næppe!

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling er et sisyfos-arbejde, og at forsøgene ofte bygger på floskler.

fredag den 30. december 2016

Regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde.

Der er gjort mange forsøg på at begrænse regelmængden både i Danmark og udlandet, men de er altid løbet ud i sandet efter et stykke tid

Eva Kjær Hansen fra Venstre, Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Josephine Fock fra Alternativet er gået sammen i en alliance for at få Folketinget til at nedsætte et udvalg for regelforenkling og afbureaukratisering. Allerede længden af navnet på udvalget viser, hvilken enorm opgave udvalget har.

Men lykke til. Gid I må blive årtusindets hidtil største politiske succes. Der kan umuligt være nogen, som kan være uenige i jeres mål.

Men det er så også omtrent det eneste, de vil være enige i! Og for nu at understrege den pointe, så vil jeg lægge for med at være uenig.

Opgaven er ikke ny
Regelforenkling har været et mantra for mange politikere gennem mange år. Og borgerne lader sig fænge af det. Hvem kender ikke det gamle filmklip, hvor en stakkels borger er kaldt til torskegilde og drives til randen af vanvid.

Eftertiden husker mest Mogens Glistrup som skatteoprører, men udover kravet om skatteforenkling, så var Fremskridtspartiets andet ben kampen mod kontornussere og skrankepaver. Glistrup er imidlertid i særklasse den politiker, der i forhold til sin position har haft mindst indflydelse på lovgivningen. Det var også tilfældet med indsatsen mod regeltyranniet.

Næste nummer i rækken var Poul Sclüter, der havde regelforenkling som en væsentlig del af sit politiske program i den første del af sin regeringstid. Siden gled det mere i baggrunden. Og det lykkedes aldrig at nå nogle resultater. Tværtimod førte hans kamp mod reglerne til, at Lovtidende voksede i omfang. Det slog ikke alle rekorder, for den tilkommer besættelsestiden med dens hav af rationeringsregler og tilpasninger til tyske krav. Men det var tæt på, og modsat besættelsens strømme af regler så var stigningen under Schlüter permanent.

Et særligt rædsel fra firkløverregeringens år var forsøget med frikommuner, altså at kommuner selv skulle kunne bestemme mere. Det medførte en sand lavine af bekendtgørelser om denne eller hin kommunes undtagelse fra de almindelige regler, typisk noget fuldstændig obskurt uden reel betydning for mere end nogle ganske få.

Den tilsyneladende eneste væsentlige succes står Eva Kjer Hansen selv for. Jeg har ikke gennemgået materialet, men hun lagde som sin allerførste opgave som minister for med en oprydning i fødevareministeriets regelsæt. Og åbenbart med gode resultater. Man kan kun håbe, at virkningen er varig, og at fremtidige ministre vil have samme ildhu og brutalitet. Chancerne er nok størst, hvis de på samme måde prioriterer opgaven højt straks ved deres tiltræden. Der går sjældent lang tid, førend embedsmandssjælen lægger sig over deres sind.

Briterne har også forsøgt
Intet retssystem i verden har samlet sig så mange uhensigtsmæssige og indbyrdes modstridende regler som det britiske. Englænderne tror selv, at common law-systemet er genstand for hele verdens misundelse, men det har også sine alvorlige ulemper.

Når enhver dom har virkning som bindende fortilfælde, så vil der over tid opbygge sig en massiv mængde af både lovfortolkninger og retsskabende domme, der er dybt uhensigtsmæssige. Og kun ganske få vil ende i Højesteret. Og selv en højesteret træffer jævnligt dårlige beslutninger.

Så siden 1934 har man haft forskellige faste organer til at gennemgå og forenkle lovgivningen. Nu hedder det "the Law Commission", men navnet er jo ikke vigtigt. Hvad der derimod er interessant, er, at hvor man de første år gennemførte en ret høj andel af rådets forslag, så er det siden faldet ganske betragteligt.

I Danmark har vi jo også nogle organer med lidt tilsvarende roller, Retsplejerådet, Straffelovrådet og til en vis grad også Det økonomiske Råd. Det er sjældent, deres forslag når ud over rampen. Og disse organer har i øvrigt som deres primære opgave at udrydde uoverensstemmelser mellem forskellige dele af lovgivningen. En egentlig afskaffelse af regler er som regel højst et biprodukt.

Hold dampen oppe
En masse af de tidligere forsøg på regelafskaffelse er altså langsomt men sikkert gået i stå, når den oprindelige reformiver og de glødende ildsjæle ikke længere er til stede eller løber tør for fantasi til nye projekter. Og imens producerer andre dele af bureaukratiet stadig nye regler.

Hvordan man overvinder den barriere, er formentlig den vigtigste opgave at analysere for et nyt udvalg. Gid det må lykkes.

PS. Du kan på disse links læse mere om et konkret forslag til det første offer for regelforenkling og om at regelforenkling ofte bygger på floskler.

torsdag den 29. december 2016

Lad os da få livsvarige kørekort.

Endnu en gang kan man se en pseudodebat om folks rettigheder, denne gang gamlingers kørekort, hvor det i virkeligheden burde handle om myndighederne eller borgerne ved bedst.

Lige nu sidder jeg og undrer mig over, hvor alle mine frihedselskende bekendte er forsvundet hen.

Dansk Folkeparti, der ellers altid ønsker en stadig snævrere regulering af alt og alle efter parolen om, at "hvis man ikke har noget at skjule, så ...," har rent faktisk foreslået, at gamle mennesker skal kunne beholde deres kørekort uden at aflevere lægeattest. Man kunne få en beskeden mistanke om, at det forslag har mere at gøre med partiets vælgergruppe end en grundlæggende holdning til borgernes selvbestemmelse,

For de mennesker, som jeg normalt omgiver mig med, og som notorisk vil hævde, at de mener det alvorligt med at gå ind for frihed og markedskræfter, så er dette en oplagt lakmusprøve. Frie mennesker tager ansvar for egne handlinger. Også om de vil køre bil. Nogle af dem tager fejl, men finessen er, at det gør myndigheder og læger, som skal kontrollere borgerne, også.

Og dermed er man tilbage til det, som efter min opfattelse næsten altid er det springende punkt i politik: Det handler ikke så meget om indholdet i beslutningen, men om hvem der er nærmest til at træffe den.

Og der har jeg altså temmeligt megen tillid til borgerne selv. Ja, der vil være nogle mænd i blød hat og cerut, som overvurderer sig selv, men det er der sandelig også blandt unge mænd! Men hvilken af de to grupper reagerer mon mest på en avisartikel om, at en af deres ligemænd er banket ind i et vejtræ eller har slået en hel familie ihjel ved en hasarderet overhaling. Det faktum kan man altså ikke være i tvivl om.

Og det er jo heller ikke sådan at evnen til at køre bil er absolut. Min forlængst afdøde svigermor havde aldrig brudt sig om komplicerede venstresving, så hun udviklede på et tidligt tidspunkt den metodik, at på vejen ind til Århus kørte hun ad Grenåvej og på vejen hjem ad Randersvej, og så skabte det en firkant, hvor hun stort set kunne nøjes med højresving. Og sådan er der masser af andre bilister, der kun kører om dagen eller holder sig til områder de kender. Kører noget tænkende væsen frivilligt ind på Nørrebro?

En sjov kontrast er også holdningen til andre reguleringer for eksempel cykelhjelme. Den eneste forskel er egentlig, at hvor pligt til at bruge cykelhjelm ville være en ny regulering, så er det med kørekortet et forslag om - for en gangs skyld - at afskaffe regulering.

Til gengæld løber jeg ind i et problem med min tillid til borgerne, når man ser på den anden ende af skalaen. Mine 16-årige tvillinger kunne såmænd være udmærkede og superopmærksomme bilister. Alligevel går jeg ind for begrænsninger. Men da babyer jo oplagt ikke kan køre bil,så må grænsen sættes et sted. Og det bliver altid et vilkårligt valg.

Den modsætning må jeg altså lære at leve med. At afvise det første skridt i retning af mere ansvar og frihed for borgerne, bare fordi man ikke vil tage endnu et skridt, giver ikke mening.