Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.
 |
| Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom. |
Men er det sandt? Svaret er - som svaret på alle retoriske spørgsmål - ganske enkelt, og det er nej.
Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.
Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.
Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen - bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer - tilfalde kommunen.
Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode - endda ganske betragteligt.
Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.
Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig - og Højesteret har givet den medhold i - at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!
Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.
Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.
Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser - end ikke de grumme venture-kapitalister.
Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.
Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: "Ne plus ultra."Etiketter: 180grader, andelsbolig, andelsboligforening, boligpolitik, ekspropriation, Højesteret, liberalisme, offentlig forvaltning, socialisme