Ezekias og andre portpissere

Det er altid godt at have et speciale, også for jurister. Men det er ofte tilfældigt, hvordan man får et, og hvad det bliver. En vel udført sag er som regel indgangsvinklen. Min chef gennem nogle år var f.eks. ekspert i beskatningen af hudcreme. Det stammede fra, at han havde ført og vundet en sag, hvor Skat forlangte kosmetikafgift af kopattesalve.

Selv fik jeg aldrig så lukrativ en specialviden. Faktisk var der kun ét område, hvor jeg kunne notere mig et helt rent mål, og det aldrig lykkedes anklageren at vinde, med mindre der også forelå andre forbrydelser. Det var portpisseri, altså at mandspersoner lader deres vand i fuld offentlighed. Dengang var lovhjemlen politivedtægterne, nu hedder det ordensbekendtgørelsen.

Ordensbekendtgørelsen er et prægtigt værk, som sine steder bringer mindelser om en uskyldig fortid, hvor Tummelumsen ikke vil genere sine naboer med støvet og derfor pligtskyldigst vander sit fortov, inden han fejer det. Men våbenlove og knivforbud har måske delvis overhalet reglen om, at man ikke må benytte skydevåben eller slangebøsser og ej heller kaste med snebolde, hvis det kan være til ulempe for forbipasserende.

Man kan måske ikke leve uden en formel lovregel om, at små drenge ikke må drille gamle koner ved at ringe på deres dørklokker, at det er forbudt for ridende at føre hunde i bånd, og at ligtog ikke på forhånd skal anmeldes til politiet. Men det er ikke ofte, de regler kommer til anvendelse.

Det hænder dog, at Kling og Klang finder anledning til at skride ind mod "uanstændig eller anstødelig opførsel, der egnet til at forulempe andre eller give anledning til offentlig forargelse". Hvilket enhver nok kan forstå, er den juridisk korrekte beskrivelse af en portpisser.

Da det er bødesager, så kommer de sjældent for retten medmindre den skyldige har andre gerninger at svare for, og det er også kun i de tilfælde, man kan opleve, at der kommer en forsvarer på sagen. Men det hænder altså.


Mit første tilfælde var en mand, som havde gjort sig skyldig i forskelligt småtteri. Og derudover var han blevet observeret, medens han efter en glad julefrokost klokken 2 om natten i tæt snevejr lettede sig i en drive i Mikkel Bryggers Gade ud for Grand Biografen. Det gav anledning til en malende beskrivelse af det usandsynlige i, at der havde været nogen til stede, som ikke tidligere havde overværet noget sådant, og at den offentlige forargelse derfor ikke forekom bevist. For så vidt angik ulempe måtte jeg som tidligere beboer i indre by nærmest anse det som anbefalelsesværdigt, at han havde benyttet snedriven, så lugten vil blive vasket væk ved tø. Det var langt at foretrække fremfor porte.

Småtterierne blev han dømt for, men i dette forhold sejrede retfærdigheden, og jeg fik mit speciale.

Når frifindelsen var lidt vigtig, så var det, fordi anklageren nu havde tabt en del af sagen, og så skulle tiltalte ikke selv betale hele forsvarersalæret. Og i de små sager med betingede domme er salæret til forsvareren ofte den største straf.


Det kunne imidlertid være gået galt med mit renommé, for kort efter kom der en sag, hvor en mand havde tisset i et S-tog, og det var straks langt alvorligere. Faktisk udgjorde det ifølge anklageskriftet en overtrædelse af straffelovens regler om vold mod tjenestemand i funktion. Det syntes jeg jo måske nok var lidt i overkanten, men det havde sin begrundelse.

Gerningsmanden havde været på Bakken og nydt en varm sommerdag og aften med rigeligt af køligt øl. Da Bakken lukkede, havde det varet lidt længe for hustruen at gelejde ham ned til Klampenborg Station, så de kom, lige som sidste nattog skulle afgå. Og derfor fik de ikke stemplet ind.

Men der er jo altid kontrollører på nattoget fra Klampenborg, og de ville ikke godtage forklaringen om, at der ikke havde været tid nok. Ergo måtte han oplyse navn og adresse, men det havde han ikke lyst til og meddelte rent ud, at "det ville han pisse på". Kontrolløren insisterede imidlertid, og derfor optrappede gerningsmanden, med et yderligere udbrud: "Hvis du ikke går nu, pisser jeg på dig!"

Kontrolløren insisterede stadigvæk, så pasageren lod gerning følge på ord, lynede ned, trak lemmet ud og brugte den arme kontrollør som træ. Den lod sig altså ikke bortforklare. Det er vold mod tjenestemand i funktion. Men hvad fanden skal straffen for det være. Er det lige så slemt som et knytnæveslag? Værre? Jeg kan ikke huske det.


Ezekias' sag var en større succes. Han hed det faktisk, efter en grønlandsk bedstefar eller noget i den stil.

Ezekias var også antruffet om natten, medens han lod sit vand i rendestenen (igen meget påskønnelsesværdigt) i Klareboderne ved Gyldendals Bogforlag. Egentlig mener jeg at kunne huske, at det hovedsagelig drejede sig om noget hærværk, men en emsig anklager havde altså fået lyst til at medtage denne detalje.

Der er mange kvindelige jurister ansat ved politi og domstole, men det er nu alligevel ikke ofte, at retten kun består af kvinder. Men her var der kvindelig anklager, kvindelig dommer, kvindelig protokolfører og hele 2 kvindelige lægdommere.

Så under afhøringen, som altså ikke var alt for spændende, for en lille djævel i mig. Som mand kunne jeg ikke bare mig for at tænke: Hvad gør man egentlig, når man mærker en hånd på skulderen og hører ordene: "Klokken er 01,34 og du er anholdt", samtidig med at man tisser?  Som det ses ovenfor, så skal man i hvert fald ikke vende sig om mod betjenten. Men beder man ham lige vente et øjeblik, så man kan blive færdig? Eller kan andre mænd klemme sammen igen på kommando?

Det måtte jeg bare vide, så jeg spurgte ham. Dommeren så ikke specielt begejstret ud over dette behov for sagens korrekte oplysning. Så da Ezekias oplyste, at han faktisk ikke havde nået at tisse, udbrød dommeren lidt rigelig hvast: "Bliver De mere tilfreds, hvis anklageren retter det til forsøg? Og kan vi så komme videre."

Så gik vi jo videre, og hvordan det i øvrigt gik, husker jeg ikke. Han var nok skyldig i det meste.

På et tidspunkt blev sagen procederet, først af anklageren og så af mig. Jeg holdt en lille pause efter gennemgangen af hovedforbrydelsen. Sagen havde nok trukket lidt ud, så dommeren spurgte rask: "Var det så det hele, eller skal vi også høre noget om politivedtægten?"

Jo, det skulle vi sandelig. Der var en enkelt yderligere detalje, nemlig at efter straffelovens § 21, stk. 3, så kan man ikke straffe for forsøg, medmindre maksimumstraffen for en gennemført forbrydelse er mere end 4 måneder.

Og således undgik Ezekias at blive genstand for et justitsmord.

Etiketter: , ,